Nogle dage starter bare unormalt. Spøjs dag fra starten.
For nogle måneder siden erhvervede jeg mig et Super-like på Tinder. Et spøgelse fra fortiden. Vi kan kalde ham Løven (han tror bestemt selv han er Løvernes Konge i hvert fald). Åh lykke. Men eftersom gutten og jeg ikke kan udstå hinanden (uden nogen egentligt grund), så skrev han ikke. Jeg gik ud fra det hele havde været en joke, og har ikke tænkt så meget over det.
Men så i nat må der være sket noget pudsigt. For pludselig havde jeg et follow på Instagram og en besked fra ham på Tinder.
Min plan om at brænde alle broer til denne by i støbeskeen, og Løvens pludselige interesse passer perfekt i den.
Jeg svarede ham. Meget mod min vilje og forventning så har han forsat skrevet hele dagen. Og jeg har faktisk hygget mig og grinet over hans beskeder. Så meget at han blev én af de få heldige der har fået min snapchat.
Jeg holder ham i armslængde… Men indtil videre har han ikke gjort andet end alt det rigtige. Spøjst. Besynderligt. Av min arm (og lidt min stolthed)
Nogle gange er livet bare uretfærdigt… Man køber en pose Malaco favorit-mix og må nøjes med ÈN sølle skum-hat…. Skuffet beskriver ikke den følelse jeg har inden i.
Jeg føler mig som en fiasko. En uovervejet kæmpe fiasko-lort.
Jeg bliver nød til at fortælle min lillebror, at han skal af med endnu et kæledyr, som han elsker himmelhøjt. Og det er min skyld. Min uovervejet lorte-skyld, at vi alle skal trækkes gennem denne smerte. Jeg håber han råber ad mig, skælder mig ud, fortæller mig at jeg er en idiot og at han hader mig.
For jeg hader mig sku også.
Men det gør han ikke. Han kommer til at kigge uforstående, med tårer i øjnene og knuge hunden ind til sig, mens han græder stille og bider sorgen i sit lille hjerte i sig. Som så ofte før.
En lille stærk fætter, med for mange ar på sjælen allerede. Og nu tager jeg hunden fra ham.
Det gør så ondt. Det er så uoverskueligt. Så urealistisk. Jeg kan godt skyde det væk, for en stund. Men så snart jeg ser smerten i andres ansigter, over at skulle af med vores alle sammens baby, så kommer skylden og skammen skyldende ind over mig.
Jeg prøver ikke at skyde skylden på nogen… Det er mig selv der har skabt situationen. Men jeg føler et inderligt had til hele verden. Pigen der fylder sin vandflaske for langsomt op, cykellisten foran der cykler langsomt, men præcis hurtigt nok til at jeg ikke kan overhale, folk der smiler og griner. Alle faktisk.
“Dans dig gennem det” står der på mit håndled. Jeg føler bare jeg er blevet flyveskallet midt i en pioet og har faceplantet cementgulv. Ligger fortumlet og konfus i et desperat forsøg på at samle både tænder og værdighed op.
Jeg er ikke sulten. Sådan rigtigt. Alligevel kører hånd-til-mund-bevægelsen på repeat. Et ynkeligt forsøg på at fylde hullet. Nu med marabou-daim filling. Læks. Jeg må snart være 50% chokolade og 50% lort.
Kan mærke destruktiviteten rumstere under overfladen. Er allerede i gang med en række overspringshandlinger, der skal gøre min nye hundeløse tilværelse fyldt med andre ting.
Øverst på listen ligger træning. En socialacceptabel form for selvskade. Hvor jeg kan træne så hårdt og så længe at det stopper med at gøre ondt inden i. Løbe hurtigt og svedende fra mine problemer og håbe sorgen ikke indhenter mig. Ellers må jeg bare løbe hurtigere.
Dernæst har jeg planer om at knalde alle dem, jeg ikke har fået knaldet. Så jeg ikke har nogle løse ender når jeg forlader denne lorte by.
Rationaliteten bliver ved med at argumentere; “det skal nok gå, det er bedst for alle på den måde,” “du har jo selv ønsket mere frihed, og nu får du den,” “tænk på al den tid du får til dig selv”. Det rumler bare derudaf.
Helt nede i maven, dybt inde i hjertet… Så skriger det bare “NEJ! Jeg kan ikke!”.
Intet hjælper. Ikke de tolv muffins. Ikke SATC eller Parks & rec. Ikke de fire siders rapport der skal være færdig til imorgen. Ikke en lang gå tur med den skønne laban og mit yndlingspodcast. Intet.
40 minutter efter annoncen var trykt, ringede en sød dame. Irriterende sød dame. Meget interesseret i min hund. Ville gerne se ham, var sød og forstående. Sagde alt det rigtige. Mens jeg græd med min hunds hovede på skødet, og håbede hun ikke hørte det.
Sorgen flår i mit hjerte, mit hovede bliver ved med at kompensere med logiske forklaringer på hvordan dette er det bedste for alle. Forsøger at overbevise mig om, at han ikke vil savne mig. At det kun er mig.
Jeg når punkter, hvor jeg tænker: “nu kan jeg ikke græde mere,” eller “det bliver nok ok, på en måde,” men så gør han noget fjollet eller elskeligt og så kommer det præmature savn skyldende ind over mig. Som et baseballbat lige i skærmen. Tårerne triller og jeg gør ikke noget rædderligt forsøg på at standse dem. Lader det bare ske.
Jeg føler mig bollet af livet til det punkt, hvor man har lyst til at skrige mod himlen
“Så læg dog det bat fra dig, din møgso”
Men jeg tvivler på nogen lytter efter.
Jeg vil bare ligge sammen med ham hele tiden. Kramme og kysse ham til pelsen falder af. Jeg vil også klappes på håret, krammes og have at vide, at det nok skal gå. Jeg har ikke lyst til at være stærk og fattet. Jeg vil græde, være lille og passes på.
Så jeg spiser min mor-sponsoreret Marabou-daim og græder lidt mere.
Må jeg få min egen Baymax nu? Jeg tror jeg er i stykker.
Jeg skal af med min elsket hund. Min baby. Min firbenet bror.
Det er bedst for ham, bedst for mig, bedst for os.
Men som jeg sidder og kigger på ham i skrivende stund, i dyb søvn med sit træktorv i munden, er det umuligt at forstille sig, at nogen andre end jeg selv skal være hans mor. Hans verden.
Jeg elsker det pjok mere end noget andet, og har formentligt grædt 12 timer i streg nu. Det gør det bestemt ikke nemmere at skravlet kan mærke noget er galt, og gør alt hvad han kan for at hjælpe. Han gør alt det der normalt gør mig glad. Han henter ting, han lægger sit hovede på mit skød, han logrer og går pænt. Opmærksom med masser af kys og kram for at gøre mig glad. Og det gør mig næsten kun mere ulykkelig.
Jeg ved han glemmer mig – med tiden. At han nok skal få det godt igen. Men for fanden, hvor føler jeg mig som en stor imbecil idiot.
Nu prøver jeg at gøre ting der normalt gør mig glad. Jeg har 12 muffins i ovnen, og har planer om at spise dem alle, mens jeg ligger i ske med min hund og ser SATC og Parks & Rec. Fordi hvis noget skulle kunne hjælpe, så er det dét.
Min far er mit idol, min helt, mit forbillede. Han lever det liv, jeg gerne vil have.
Intet rod og rene linjer.
En kone der elsker ham, fælles drømme og ambitioner. De er et power-couple.
De har ingen børn, bare mig. Der er altid plads til mig, men jeg er her selvsagt ikke meget.
Lige nu ligger jeg, med udsigt over Øresunds blinkende lys, og et funklende Malmö på den anden side af vandet, i deres super lækre, sprit-nye Amager lejlighed. Og jeg føler mig rolig. Føler jeg hører hjemme. Oppe i skyerne, med langt ned til gadens sus. Jeg kan se suset oppefra. Se solnedgangen over København, og føle lykken helt nede i maven. Jeg hører til her. Midt i hasten og larmen.
Jeg hører ikke hjemme i Jylland. Min by er ikke stor nok længere. Min fortid fylder for meget. Det er omklamrende og klaustrofobisk. Som om folk kender mig og hvilke dumme teenage ting jeg har gjort, men ikke ved hvem jeg er.
Jeg vil gerne væk, springe ud fra den afsats jeg kender og afskyer, og vide at jeg lander på mine egne fødder på den næste steppesten. Jeg ved at jeg godt kan. Kan klare storbylivet. Jeg er klar til det. Fordi jeg føler København er mit hjem i hjertet.
Mit mest seriøse forhold de seneste fire år, har fundet sted de sidste 2,5 time.
Altså han ved ikke vi er kæreste. Men jeg har levet i drømmen, mens jeg har kigget på ham sove i bussen (er det uhyggeligt?).
Se jeg pendler mod København, og bedst som jeg sætter mig ned med min bog og min musik, benene trukket op og et stykke chokolade, så sidder han der. Helt Jamie Dornan agtig i grønne bukser, og er så pæn. Og jeg mener ikke bare køn-pæn, men pæææææææææn. Så pæn at selv mit ego må komme til kort og tænke “it ain’t gonna happen”. Så mens han har været i drømmeland, så har kigget lidt på ham.
Prøvede at stoppe først, tænkte det var upassende, var bange for han ville vågne op og synes det var uhyggeligt jeg stirrede på hans smukke fjæs.
Men så tillod jeg mig det altså alligevel. Tillod lige mig selv at leve i drømmen. Om hvordan han ikke er på vej over for at besøge sin kæreste, og helt nonchalant inviterer mig ud når vi står af bussen.
Hvordan han bare er den mest perfekte. At vågne op med Mr. Grønbuks, varm, gennembollet og lykkelig. Bruge søndagen på at spise croissanter og snakke om vigtige ting.
Forestille mig at han bare er alt det jeg kunne finde på at lede efter (ikke at jeg ved hvad jeg leder efter overhovedet). Han ligner også en eftertænksom type når han sover.
Lige for en stud lod jeg ham smelte mit kyniske hjerte, og leve i en fantasi-Sex and the Cit-lalalaala-historie.
Jeg er glad for at vi har haft denne oplevelse, Grønbuks og jeg. Det var meget rart for en stund.
På det lille klapbord står min kakaomælksbrik, en lille pose chips og mine togbilletter. Dem skal damen se, så skal de være klar, det har far lært mig.
Lange blonde krøller og store blå øjne stirrer tilbage på mig i togrudens reflektion. På den anden side af ruden står far. Far smiler og vinker. Jeg vinker igen, tvinger mundvigene op selvom kinderne genstridigt prøver at bekæmpe smilet.
Jeg kigger på uret igen. 15.49 viser de røde prikker. 1 minut igen, 1 minut så er far væk. Jeg kigger ned ad gangen. Jeg ville kunne nå at løbe ud af døren inden de hyler. Ud til far. Bare en dag mere. En time mere. Et knus mere.
Jeg savner ham. 1 minut endnu. Jeg smiler stadig. Far smiler tilbage.
“Stor pige nu. Smil.” tænker jeg, og ved min bamse ligger øverst i tasken.
Tonen hyler, det samme gør mit hjerte. Jeg vil ikke hjem. Vil ikke væk fra far. Er ikke klar til at tage hjem endnu. Har ikke fået nok far. Får aldrig nok far.
Toget begynder at rulle, og min underlæbe dirrer som far bliver mindre og mindre dér på perronen.
Jeg tager skoene af, det skal man, hiver Anders op af den lille rygsæk, knuger den slaskede hund, der lugter af hjem, ind mod brystet, trækker fødderne og hviler panden mod ruden.
Der er langt hjem, langt væk fra far. Jeg tæller på fingrene. 14 gange skal jeg sove. 14 dage til jeg ser far igen. Det bliver koldt i min mave. 14 dage. Jeg knuger Anders lidt tættere.
“Må jeg se din billet?”
Damen smiler ned til mig. Jeg rækker hende min billet og smiler igen. Hun klipper i min billet.
“Har du haft en god weekend?”
Det har jeg, der var bare for lidt af den.
Jeg græder ikke denne gang heller, jeg er en stor pige. En stor pige på 6, der savner sin far noget så grusomt.
Det lyder totalt romantisk – det var det ikke. Det var egentligt bare Blondie og jeg der valgte at køre en tur og snakke.
Vi snakkede om alt, nærmest. Det var let og hyggeligt, bare at brænde benzin af på motorvejen i aftensolen. Intet sted at tage hen, intet at nå.
Han snakkede om Maria, hende den nye. Jeg har en dårlig mavefornemmelse, men hvis han er glad, så er jeg glad. Oprigtigt!
Vi snakkede om Vikingen. Det var mærkeligt. Eller det var det ikke, men det efterlod mig med en masse tanker.
“Jeg tror sku du har tabt den kamp snuske,” sagde Blondie og grinnede.
Jeg grinnede med, jeg tror det er en forsvarsmekanisme jeg har.
Mit selvværd og selvbillede er stadig lidt skrøbeligt. Altså jeg overlader det i hvert fald ikke i andres hænder.
Lad mig uddybbe så alt dette ikke bliver alt for kryptisk.
Jeg vejede 10 kilo mere for et år siden. Det er intet enormt vægttab, men det har været en enorm sejr for mig. For inde bag de 10 kilo fedt, der gemte sig en relativt sprød krop og en ret fed personlighed. Hvis jeg selv skal sige det, uden at det bliver for selvsmagende.
Altså personligheden har jo hele tiden været der, men den nervøsitet og mangel på selvværd jeg har følt, har skjult den godt.
Så jeg er blomstret og vokset det sidste års tid. Halleluja. Jeg vågner ofte op og kigger mig selv i spejlet og tænker enten “daaaayam guurl,” eller “nåh det er sku da ikke helt skidt.”
Og fandeme om det ikke bliver over mit lig, at et eller andet hankøns væsen skal komme og ødelægge det.
Blondies kommentar om at Vikingen var “iskold”, var både en smule latterlig (han virkede ikke iskold da jeg mødte ham onsdag), og en smule sårende. For hvorfor er det mandemenneske ikke ved at falde over sine egne ben?
“Han ville være heldig at få mig!” råber den ene halvdel af min hjerne.
Og så kommer tvivlen snigende… For er der et eller andet vitterligt galt med mig? Har jeg kronisk en bussemand siddende på kinden, men har fortrængt det og kan ikke længere se den? Er jeg et af de mennesker der klemmer sig ned i en størrelse 36 og tænker “if it zips it fits”, med deller væltende ud over det hele. Jeg tror det ikke? Min størrelse 36 er velfortjent.
Jeg vil ikke defineres af nogens afslag (og teknisk set så afviste jeg ham! At jeg har fortrudt det bitterligt bagefter, er vores lille hemmelighed), min selvtillid skal komme fra mig selv af.
Faktisk er jeg lidt træt af at føle, jeg skal anerkendes på baggrund af mit udseende. Jeg vil lyttes til, føle mig sjov og interesant. Og så kommer jeg til at savne Vennen. Ham der lytter og ser mig.
Men indtil da, så må mit anthem være Marina and the diamonds – How to be a heartbreaker.
“Rule number one, is that you gotta have fun. ‘Cause baby when you’re done, you gotta be the first to run.”
“Husk du har lovet at bage 3 kager til [indsæt ligegyldig perifær relation]s datters konfirmation,” siger mor.
Hvaba? Hvem? Hvornår? Kender jeg disse mennesker?
Følesen af ulyst skyller ind over mig. Hvorfor har jeg dog sagt ja til det, og hvornår har jeg været så latterlig overhovedet at overveje det, midt i slutspurten af gymnasiet.
“Det… Det kan jeg altså ikke,” allerede med tåre i øjnene, over at udtale de ord jeg hader allermest.
Jeg er dårlig til at sige nej, det smager som eddike i min mund.
Mor ser skuffet ud.
“Du har jo altså lovet det sidste år,” forsætter hun.
Ulysten blandes med skyldfølelse og skam. Idiot. Hvorfor lover jeg folk ting, som jeg ikke kan holde.
Hun kigger på mig med blikket. Blikket der skal få mig til at rette ind, løfte panden og mande mig op.
Jeg kan ikke. Tårene svider i øjnene, mens jeg mærker min hjerne eksplodere i uoverskuelighed.
Du godeste, planlægningen, arbejdet, perfektionen, forventningspresset. Alt sammen virker så overvældende.
“Du kan jo tænke over det.” Hun rejser sig og går.
Jeg bider tænderne hårdt sammen og retter blikket op. Kan mærke det er fyldt med foragt. Hadefuldt. Lige i det øjeblik hader jeg min mor.
Hader hende for at vide hvor presset jeg føler mig, og alligevel trykke på den ene knap hun ved, jeg ikke kan sige nej til. Skyld og forventning.
“JEG KAN IKKE!” skriger noget inde i mig.
Udenpå er der kun fortvivlet tåre. Lader hende ikke se dem.
