Ikke for glad vel?

Det går altid, indtil den ikke går længere.

Alle brikkerne syntes at falde på plads, også selvom hunde-hunden ikke er her mere, og det er lidt af en omvæltning.

Jeg havde scoret Løven, var godt tilfreds, 3.g synger på sidste vers, hvilket jeg også er svært tilfreds med.

Det kom derfor lidt bag på mig da farmand ringede lørdag morgen, inden Pingvinen havde fået øjne efter 14 timers kampdruk med klassen dagen forinden. Bedstefar var kommet på sygehuset. Verdens bedste bedstefar.

Det tog ikke mange minutter at glemme eventuelle tømmermænd. Sprang ud af sengen, i tøjet, ud på cyklen, ud på hospitalet.

Der sad han. Verdens bedste bedstefar. Bleg, lille, med nåle over det hele. Kunne mærke klumpen i halsen. Bedstefar, der altid var så frisk og stærk. Fællede træer, byggede ting og lavede nye stier i deres idylliske skovhus. Nu gjorde han ingen af delene. Han kæmpede med at mande sig op, jeg gjorde det samme. Satte mig ned og lyttede til hvad vi allerede vidste.

Både bedstemor og bedstefar prøvede at glatte ud, fortælle om de gode udsigter. At de snart var hjemme igen, og bedstefar snart var klar til at se mig få en flot hvid hue på hovedet.

“De fandt ingen tegn på kræft i blodprøverne, så det er nok bare infektioner,” glattede bedstemor.

Det skulle nok gå alt sammen. De var jo bedstefar. Han klarer skærene, for den slags gør han.

Jeg forsatte ufortrødent med ro i maven. Forsatte mit travle liv med arbejde og eksamensforberedelser.

Slukkede alt elektronik da jeg satte mig til dansk studentereksamen i morges. Skrev og skrev om kønsrolle fordelingen i vores samfund. Rettede opgaven igennem. Spiste slik. Skrev lidt mere.

*Pling* bippede det i høretelefonerne. Hovsa, oppe i hjørnet stod en iMessage fra far.

“Det går ikke godt med bedstefar. De har fundet cancer i prostata, og det har sandsynligvis spredt sig til…”

Mit hjerte gik i stå. Hele gymnastiksalen med svedende 3.g’ere forsvandt. Følte jeg skulle kaste op i min mund. Kiggede stumt på den dumme besked i højre hjørne. Bed tænderne sammen, og løb ud på toilettet. Tårerne rendte ned af kinderne.

Jeg har aldrig mistet nogen før. Ikke uden det har været et bevidst fravalg. Altså hvor de stadig levede bagefter. Stadig til at hente tilbage hvis man virkelig fortrød.

Men bedstefar. Ih guder, verdens bedste bedstefar. Hvor skulle han dog tage hen nu? Hvad ville der blive af ham? Hvem skulle holde skovhuset idyllisk? Hvem?

Tørrede mine øjne, fæstnede blikket til jorden, afleverede min opgave og fór ud af lokalet.

Kæreste bedstefar, jeg har aldrig prøvet at miste før. Du må ikke være den første.