Fine linjer

Jeg har besluttet at holde det med Løven lidt for mig selv.

Jeg har en tendens til nærmest at analysere og snakke ting ihjel, inden de overhovedet sker. Så med Løven prøver jeg at holde det cool, og ikke nævne ham overfor nogen. Udover hvem end der måtte læse med her. You’re in for a ride!

Han er spøjs ham Løven… Eller vores relation er spøjs. Fordi vi vitterligt ikke kunne udstå hinanden for 3-4 år siden. Og har siden da ikke mælet et ord til hinanden. Jeg troede det var gensidigt had. Åbenbart ikke.

Engang i tidernes morgen, da Pingvinen var kærester med Eksen, havde Eksen en bedsteven. Den bedsteven hed Løven. Pingvinen og Løven havde et anstrengt forhold i kampen om Eksens opmærksomhed. Da bruddet med Eksen kom, fik Pingvinen og Løven sagt grimme, umodne ting til hinanden.

Min urolighed omkrig hvorvidt det var en joke er dog forsvundet. Han virker besynderligt oprigtig. Men tideligere hændelser får mig til at holde ham i armslængde. Klar til at løbe på et hvert givet tidspunkt.

Jeg har svært ved at finde ben at stå på. Det virker for let. For sjovt. For hyggeligt. For “smil-over-hele-hovedet-når-han-skriver”-agtigt…

Det er svært at huske hvorfor jeg ikke kunne lide ham.  Når han er så nem og ligetil. Så nem og ligetil, at det blev til lidt frisky på det famøse Snapchat, da timerne blev små i nat.

Hvor fin er grænsen mellem had og forgabelse?