Veninder er sådan nogle…

Der dukker op med skumfiduser, vin og tændvæske når alting går skævt. De hjælper én til at grine i horrible tider.

Jeg vil helst ikke snakke om bedstefar. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. “Er du okay?” spørger folk.

Hvad svarer man? Ja? Så er du en jubelidiot, der ikke vil se realiteterne i øjnene.

Nej? så er man et tudefjæs der har givet op på forhånd.

Det er slemt, fordi jeg ikke ved noget. Uvisheden om hvad der skal ske. Hvor slemt er det? Hvad er planen? Jeg ved det ikke, og ved derfor ikke hvordan jeg skal forholde mig. Kan derfor ikke besvare folks spørgsmål om hvorvidt jeg er okay. Jeg tror det ikke. Jeg føler mig ikke okay. Føler mig alene og lille, ligeså snart jeg bliver ladt alene med mine tanker.

Jeg havde savnet de der veninder. Mens de var ude i verden. De hjalp med at putte plaster på såret.

Det var mig der var på programmet, åbenbart. Løven og mig. Det umage par. De ville høre det hele.

Vi snakkede. De fik alle detaljerne. Labbede det i sig, og jeg elsker opmærksomheden. Elsker at snakke om andet end bedstefar.

Da historie-timen var ovre snakkede vi om alt det andet i verden, der nu skal vendes.

“Blah blah, blah Løven blah blah, blah” skræppede Pingvinen. Fangede et hurtigt blik mellem pigerne på den anden side af bordet. Det gik op for mig hvad der var hændt. 3 gange kunne jeg tælle på fingrene. At jeg havde nævnt Løven i en eller anden sammenhæng.

“Er der nogen der har et lille crush på Løven?” kvidrede veninden.

“NEJ!” svaret kom prompte og konsekvent. Lidt for hurtigt.  En smule skingert faktisk.

Man kan jo ikke have et crush på løven. Kunne man? Pludselig gik det op for mig, hvor meget jeg gik op i om han svarede på snaps, hvad han lyttede til på Spotify, om det var hans sorte Peugeot der rullede rundt om hjørnet. Der er ubehageligt mange sorte Peugeoter i min by, har jeg observeret.

Skrækken malede sig i mit ansigt. Jeg kunne ikke være glad for Løven. Det sker simpelthen ikke. Jeg er ikke glad for nogen.

“Når du tænker på ham, er det så hans pik eller hans krøller du tænker på først?” grinede veninden.

Nemt spørgsmål at besvare. Mødte ham i fitten i mandags, og måtte med vold og magt holde mig selv tilbage, for ikke at flå ham med ud på et toilet.

“Frygt ej,” sagde veninden “du er bare dick-sick! Han knaldede dig godt, og nu vil du have mere. Det er ikke ham du er vild med, det er hans pik!”

Dick-sick? Selvfølgelig. Men derfor er hans krøller stadig søde…