Jeg holdt ikke mit løfte til mig selv – lad os slå det fast fra starten. Jeg er stadig utrolig ambivalent omkring den beslutning. Hvilket har medbragt en form for sammenbidt melankoli de seneste dage. Det har intet med ham at gøre.
Lad os tage det fra toppen. For jeg er efterhånden ved at miste grebet om situationen.

Helt frem til jeg faktisk så ham stå af s-toget, havde jeg en urolig følelse i maven. En lille mistro bagerst i hovedet hviskede onde tanker. “Det er garanteret BMA og ham der konspirerer”, “de holder dig for nar”, “de sidder sikker og griner sammen i Jylland lige nu”.
Alt dette, til trods for, at Garderen 2.0 lige havde spurgt om mit telefonnummer 4 timer forinden. Helt oldschool.

Pludselig stod han der. Høj, pæn og rar. Vi krammede, helt uden akavethed og spankulerede ned i supermarkedet efter snacks. Han virkede en smule nervøs, det gjorde jeg nok også.
Vi valgte i samhørighed godter til aftenens underholdning , og gik tilbage til lejligheden.
Stille og roligt brød vi isen, mens jeg stadig kunne mærke nervøsiteten ved, at skulle byde ham ind i mine gemakker.

Bød ham på noget at drikke, han ville nøjes med vand, selvom jeg nok havde håbet på øl. Det gør mig mere rolig.
Vi drak en flaske vand ved spisebordet i eftermiddagssolen. Snakken gled. Han var nem at tale med. Sød og sjov. Ikke klask på låret sjov, men han har humor, det kunne man mærke.
Hans empati og refleksivitet var dejligt kærkommen.
Timerne gik, vi bestilte mad. Besluttede os for at dele to pizzaer, da jeg sjældent kan bestemme mig for én.

Nogle timer senere, spurgte han om vi skulle se den film vi havde snakket om. Det syntes jeg bestemt og begyndte at rigge til. Pludselig kunne jeg høre ham rode i køkkenet. Jeg stak hovedet rundt om hjørnet og fandt ham halvt inde under min køkkenvask. Han drejede på hælene “har du opvaskesæbe herinde?” spurgte han. Jeg nikkede og forsikrede ham om, at han altså ikke behøvede at vaske op. Det ville han nu gerne.
Så smed han sig i sofaen, med en skålfuld popcorn og en slikpose. Jeg hoppede efter ham og satte mig i høflig afstand til ham.
Filmen vi skulle se, var selvfølgelig en uhyggelig en af slagsen, og efterhånden fik jeg skubbet mig godt ned i hynderne med ansigtet garderet af en pude. Diskret havde han fået listet armen over ryglænet og der gik ikke længe før jeg sad mageligt i hans armhule. Intet andet end det.
Efter lidt flere forskrækkelser landede hans hånd også på mit knæ. Der lå den meget fint syntes jeg, og kunne mærke hans tommefinger stryge mine jeans’ mørke stof.
Han duftede godt. En deal-breaker for mig. Så ganske tilfreds kunne jeg hvile hovedet mod hans skulder.

Vi satte endnu en film på. Denne gang uden de store strabadser, og der gik derfor ikke længe før han forsøgte sig med det første kys.
Det var slet ikke skidt. Ikke tæpperivende men godt. Længe lå vi på sofaen og kyssede, hvor jeg følte mig oven på situationen.

Indtil jeg pludselig ikke var det mere. Han rykkede sig oven på mig, og samlede mine hænder over hovedet i et bestemt greb. Ikke hårdt, ikke ubehageligt – en smule dominerende. Så kyssede han mig ned af halsen, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad i saksen. Jeg ville ikke overholde min aftale med mig selv, og det havde jeg det helt fint med.
Han løftede min trøje op, og kyssede længere ned af maven, hvor han til sidst slap mine hænder. Så rejste hans sig fra sofaen, løftede mig op og bar mig hen i sengen.

Min trøje dækkede stadig ikke min mave og knælende var jeg placeret på sengen. Hans ene hånd var om min nakke mens vi kyssede videre. Hans anden hånd fandt lynlåsen på mine bukser og lod hånden glide ned bagpå.
Jeg trak ham til mig, og ned i sengen.
Stykvis fik vi skrællet tøjet af hinanden.
Til min store overraskelse, havde han en stor tatovering på brystet. Han slog mig ikke som typen med store tatoveringer, men alligevel passede den godt til ham.
Som vi kom i gang med den vandrette mambo, gik det op for mig, at han ikke var den mest erfarne filejs.
Det gør mig ikke noget, som sådan. Men fra BMA var jeg vant til at, kunne indfinde mig i en magelig passiv position, hvor han havde styringen. Det eneste jeg egentligt skulle, var at lade ham gøre det og nyde det. Hvilket jeg gjorde.

Med Garderen 2.0 skulle jeg arbejde lidt mere for det. Mest af alt, for at komme ud af duracell-kanin tempoet, som bare ikke dur for mig.
Heldigvis pointerede han det selv efterfølgende. Altså, at det ikke var hans mest overbevisende omgang knepperi.
Det var jeg glad for.

Efterfølgende nussede han mig i håret til jeg faldt i søvn.

Dagen efter sov vi længe og hyggede med Friends på skødet. Midt på eftermiddagen smuttede han, og jeg gik i gang med, at fjerne alle beviser for han nogensinde havde været der.

Et problem af mine er, at når jeg først har fået en lillefinger, er jeg et bundløst opmærksomhedshungrende hul. Umættelig og krævende.
Jeg mærkede trangen med det samme. Og efter mange timer, uden en opfølgende SMS på vores samvær
Brød jeg grædende sammen på toilettet. Ikke over ham. Han var jo bare endnu en fyr. En fyr med potentiale, men stadig bare en gut.

Frustreret græd jeg ned i mine knæ og mærkede stoffet på weekendens jersey-stof blive vådt.
Frustreret over, at jeg ikke havde overholdt mit løfte til mig selv
Frustreret over, at jeg ikke kan passe bedre på mig selv, når jeg godt ved hvad jeg har brug for. Og det ikke bare er endnu et one nigth stand.
Frustreret over, at jeg skal være på den her måde.
Fuldstændig ligeglad med hvem der giver mig opmærksomhed. Bare jeg får den. Og hvis jeg ikke får den, så kræver jeg den indtil folk er ved at brække sig over mig. Og så hader jeg mig selv, for at have ødelagt noget godt.

20 minutter efter mit sammenbrud skrev han, at han gerne ville ses igen. Men han havde travlt og det var skidesvært. Jeg lod bolden ligge ved ham, sagde han bare kunne vende tilbage når han vidste noget.

Sådan har det været i snart en måned nu. Vi har set hinanden 2 gange. 2. gang blev han ikke og sov.
Lykken vare lige indtil endorfinerne er ude af min hjerne, og så kommer selvbebrejdelsen. Ulykken, sorgen og tvivlen. Mest på mig selv. Hvorfor jeg ikke er mere værd? Hvorfor de aldrig vil mere end det? Om det her er mit lod i livet? At vandre hvileløst fra fyr til fyr. To knald og en afvisning. Altid med håbet om, at det på et tidspunkt bliver til noget mere.

Måske skulle jeg bare købe en kat og få det overstået? Men så minder jeg mig selv om, at jeg er allergisk overfor katte og ikke engang dette er en mulighed.

Jeg har besluttet at holde det med Løven lidt for mig selv.

Jeg har en tendens til nærmest at analysere og snakke ting ihjel, inden de overhovedet sker. Så med Løven prøver jeg at holde det cool, og ikke nævne ham overfor nogen. Udover hvem end der måtte læse med her. You’re in for a ride!

Han er spøjs ham Løven… Eller vores relation er spøjs. Fordi vi vitterligt ikke kunne udstå hinanden for 3-4 år siden. Og har siden da ikke mælet et ord til hinanden. Jeg troede det var gensidigt had. Åbenbart ikke.

Engang i tidernes morgen, da Pingvinen var kærester med Eksen, havde Eksen en bedsteven. Den bedsteven hed Løven. Pingvinen og Løven havde et anstrengt forhold i kampen om Eksens opmærksomhed. Da bruddet med Eksen kom, fik Pingvinen og Løven sagt grimme, umodne ting til hinanden.

Min urolighed omkrig hvorvidt det var en joke er dog forsvundet. Han virker besynderligt oprigtig. Men tideligere hændelser får mig til at holde ham i armslængde. Klar til at løbe på et hvert givet tidspunkt.

Jeg har svært ved at finde ben at stå på. Det virker for let. For sjovt. For hyggeligt. For “smil-over-hele-hovedet-når-han-skriver”-agtigt…

Det er svært at huske hvorfor jeg ikke kunne lide ham.  Når han er så nem og ligetil. Så nem og ligetil, at det blev til lidt frisky på det famøse Snapchat, da timerne blev små i nat.

Hvor fin er grænsen mellem had og forgabelse?

På det lille klapbord står min kakaomælksbrik, en lille pose chips og mine togbilletter. Dem skal damen se, så skal de være klar, det har far lært mig.

Lange blonde krøller og store blå øjne stirrer tilbage på mig i togrudens reflektion. På den anden side af ruden står far. Far smiler og vinker. Jeg vinker igen, tvinger mundvigene op selvom kinderne genstridigt prøver at bekæmpe smilet.

Jeg kigger på uret igen. 15.49 viser de røde prikker. 1 minut igen, 1 minut så er far væk. Jeg kigger ned ad gangen. Jeg ville kunne nå at løbe ud af døren inden de hyler. Ud til far. Bare en dag mere. En time mere. Et knus mere.

Jeg savner ham. 1 minut endnu. Jeg smiler stadig. Far smiler tilbage.

“Stor pige nu. Smil.” tænker jeg, og ved min bamse ligger øverst i tasken.

Tonen hyler, det samme gør mit hjerte. Jeg vil ikke hjem. Vil ikke væk fra far. Er ikke klar til at tage hjem endnu. Har ikke fået nok far. Får aldrig nok far.

Toget begynder at rulle, og min underlæbe dirrer som far bliver mindre og mindre dér på perronen.

Jeg tager skoene af, det skal man, hiver Anders op af den lille rygsæk, knuger den slaskede hund, der lugter af hjem, ind mod brystet, trækker fødderne og hviler panden mod ruden.

Der er langt hjem, langt væk fra far. Jeg tæller på fingrene. 14 gange skal jeg sove. 14 dage til jeg ser far igen. Det bliver koldt i min mave. 14 dage. Jeg knuger Anders lidt tættere.

“Må jeg se din billet?”

Damen smiler ned til mig. Jeg rækker hende min billet og smiler igen. Hun klipper i min billet.

“Har du haft en god weekend?”

Det har jeg, der var bare for lidt af den.

Jeg græder ikke denne gang heller, jeg er en stor pige. En stor pige på 6, der savner sin far noget så grusomt.

Kender i den der følelse, når en sanse-stimulans sparker benene fuldstændig væk under en.

En duft, en ting, en lyd..

Noget der losser dig lige tilbage til en oplevelse eller en følelse du havde en gang for længe siden? Sådan nogle ting sker ind i mellem i mit hoved. For det meste er det blot en strøtanke om et gammelt minde. Men der findes også ting, for det meste sange, der kan stoppe mig midt i en bevægelse. Tekster der vækker så meget inde i mig, at jeg enten kan have lyst til at bede folk om at skrue op eller slukke for det.

Lige som mit liv er ved at falde på plads igen, efter hele Venne fadæsen, så havde jeg lige brug for lidt mig-tid, her til aften. De seneste par uger har jeg 6 gange været i skole fra 8-15 og derefter på arbejde fra 16-22. Derefter er der selvfølgelig lektier, og et vækkeur der ringer kl 5.30 næste morgen. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg er træt.. Virkelig, virkelig træt. Helt ind i hjernestammen.

Så da jeg i dag havde min første frie aften i jeg ved ikke hvor lang tid, kiggede mama på mig og sagde: “du ser træt ud skat – skulle du måske ikke bare tage aftnen fri? Ingen lektier, ingen rengøring… Bare sluk din hjerne lidt?”

Så det gjorde jeg. Jeg forsømte mine pligter og mine lektier. For bare at se DMA15 med en kop te, kaffekiks og min hund. Intet virvar, bare støj og kedsomhed. Det trængte jeg virkelig til.

Men bedst som min familie og jeg pakkede brætspil ud, så skrev Vennen til mig. Vi skriver om løst og fast i løbet af ugen, intet forpligtende, bare lidt om hverdagens tunge og lette emner. Så Venne-manden skrev, og vi fik lige vendt et interview jeg havde lavet i forbindelse med en opgave. Det var hyggeligt som sædvanligt – ikke det store, bare hygge.

Og så sad jeg der – i mit nattøj, under dynen, macbook-og-hunde-belagt – og så min DMA genudsendelse. Og som skønne Tim Christensen, faderen til alt godt dansk musik, vandt æres prisen, blev “right next to the right one” spillede.

SLASK!

straks blev jeg trukket tilbage.. cirka et år. Til McDonalds i Brøndby. Der hvor alle romantiske scener har rødder.

Min brormand har været en McD-bums (hey – intet ondt om dem, de redder mig i mine værste tider (læs: kærestesorger og tømmermænd)) og han var tilfældigvis på arbejde. Så vi besluttede os for at mødes og få nasse-junk inden biffen. Med en bakke af mixet-friture-fråd sad vi og diskuterede Brormands kuldsejlede forhold til min bedsteveninde. Vennen synes det var (lad os kalde hende) Majses skyld – jeg synes derimod at hans og Brormands  forhåndsindtaget samfundsnormer var grunden til det var gået galt. Derefter diskuterede vi hvorvidt det blev akavet når Brormand og Majse skulle se hinanden til vores bif-tur? “Det kan være de finder sammen igen, når de sidder ved siden af hinanden,” sagde Vennen.

Jeg måtte grine, og brød spontant ud i sang, midt i en bås på McDonalds i Brøndby.

“what if we were meant to be together, what if were meant to be the one…” sang jeg glad.

Vennen sprang straks til min spontane McD-musical, og vi sang sangen til ende i en mærkelig form for ping-pong duet. Ingenting der – det flød sku. Indtil Brormand kom og kiggede lidt forundrede på os, og vi måtte grine af den lidt fjollede situation. Brormand var klar til at gå, og da vi møffede os ud af båsen rakte Vennen mig hånden, så jeg kunne komme ud og stå på mine ustabile stænger. Og lige der mens han stod med mig i hånden, kiggede han på mig, og nynnede “right next to the right one” til ende, inden han slap min hånd, og vi gik mod toget.

Den gang tænkte jeg ikke meget af det. Det var bare sådan det var. Vi var på vej et sted hen, og jeg glædet mig.. Men jeg ville ikke forcere det.

Den dag i dag kan jeg ikke høre “right next to the right one” uden at få følelsen af et hårdt nyreslag eller spark lige i solar plexus – måske endda begge dele. Jeg bliver kastet direkte tilbage til den følelse af ham og mig – os. Det eneste os, jeg har lyst til at være en del af. Og nu er han væk. Eller han er jo aldrig væk. Han er min ven. Men jeg ville så gerne have han er mere.

Så jeg vil bare sidde ved siden af ham, indtil han opdager det er sådan det skal være forevigt.