Lorte fiasko-lorten

Jeg føler mig som en fiasko. En uovervejet kæmpe fiasko-lort.

Jeg bliver nød til at fortælle min lillebror, at han skal af med endnu et kæledyr, som han elsker himmelhøjt. Og det er min skyld. Min uovervejet lorte-skyld, at vi alle skal trækkes gennem denne smerte. Jeg håber han råber ad mig, skælder mig ud, fortæller mig at jeg er en idiot og at han hader mig.

For jeg hader mig sku også.

Men det gør han ikke. Han kommer til at kigge uforstående, med tårer i øjnene og knuge hunden  ind til sig, mens han græder stille og bider sorgen i sit lille hjerte i sig. Som så ofte før.

En lille stærk fætter, med for mange ar på sjælen allerede. Og nu tager jeg hunden fra ham.

Det gør så ondt. Det er så uoverskueligt. Så urealistisk. Jeg kan godt skyde det væk, for en stund. Men så snart jeg ser smerten i andres ansigter, over at skulle af med vores alle sammens baby, så kommer skylden og skammen skyldende ind over mig.

Jeg prøver ikke at skyde skylden på nogen… Det er mig selv der har skabt situationen. Men jeg føler et inderligt had til hele verden. Pigen der fylder sin vandflaske for langsomt op, cykellisten foran der cykler langsomt, men præcis hurtigt nok til at jeg ikke kan overhale, folk der smiler og griner. Alle faktisk.

“Dans dig gennem det” står der på mit håndled. Jeg føler bare jeg er blevet flyveskallet midt i en pioet og har faceplantet cementgulv. Ligger fortumlet og konfus i et desperat forsøg på at samle både tænder og værdighed op.

Jeg er ikke sulten. Sådan rigtigt. Alligevel kører hånd-til-mund-bevægelsen på repeat. Et ynkeligt forsøg på at fylde hullet. Nu med marabou-daim filling. Læks. Jeg må snart være 50% chokolade og 50% lort.

Kan mærke destruktiviteten rumstere under overfladen. Er allerede i gang med en række overspringshandlinger, der skal gøre min nye hundeløse tilværelse fyldt med andre ting.

Øverst på listen ligger træning. En socialacceptabel form for selvskade. Hvor jeg kan træne så hårdt og så længe at det stopper med at gøre ondt inden i. Løbe hurtigt og svedende fra mine problemer og håbe sorgen ikke indhenter mig. Ellers må jeg bare løbe hurtigere.

Dernæst har jeg planer om at knalde alle dem, jeg ikke har fået knaldet. Så jeg ikke har nogle løse ender når jeg forlader denne lorte by.

Rationaliteten bliver ved med at argumentere; “det skal nok gå, det er bedst for alle på den måde,” “du har jo selv ønsket mere frihed, og nu får du den,” “tænk på al den tid du får til dig selv”. Det rumler bare derudaf.

Helt nede i maven, dybt inde i hjertet… Så skriger det bare “NEJ! Jeg kan ikke!”.

Men jeg lytter ikke. Det er bedst sådan her.