Burfday

Så rundede jeg endnu et år. Det 21. for at være eksakt.
Normalt fejres min fødselsdag i forældrenes trygge rammer med morgenmad, fællessang og solskin.
Min 21 års fødselsdag har været en del anderledes. Sidste år, var min fødselsdag ikke særlig spektakulær. Bare en dejlig dag med sushi på altanen og museumskiggeri.

I år skulle jeg selv stable en form for festivitas på benene. Dog med mine forældres købestærke økonomi.
Jeg er flyttet ganske langt fra min vante bopæl og leguster indhegnet have. Dog satsede jeg på, at vejret ville være med mig, så et hyggeligt eftermiddagstraktement kunne forgå i min andelsforenings grønne område.

I fredags bespiste min far mig med burger, mens vi planlage weekendens udspillelse. Desværre vejrudsigten lumsk.
Det måtte vise sig, blev vi enige om.
I vildskab havde jeg strøet om mig med invitationer til festen. Fordi en stor del af familien er fra Jylland og jeg dermed konkluderede, at de ville møde begrænset op.
Ih guder hvor tog jeg fejl.
Ikke blot dukkede min mor og lillebror op dagen før, for at spise middag med min far, hans kone og jeg på en artsy-fartsy restaurant i København. Derudover trillede deltagere også ind på facebook-begivenheden.
23 talte den til sidst.
En smule presset begyndte jeg at tælle mulige siddeplaser i min 40 kvm store hybel.
Hvis man pakkede nogen ud på altanen, så kunne vi måske være der.
Ikke kun min familie kom, en samling af mine 3 bedsteveninder fra jylland besluttede sig for at krydse begge bælter, for at fejre lille mig i nogle timer.

Hele ugen gik jeg og var høj på en følelse af hvor privilegeret og elsket jeg følte mig.

Festen udspillede sig ganske glimrende, taget skybruddet i betragtning. Hvor vi alligevel grillede pølser på altanen og serverede lagkage på paptallerkner.
Folk grinede, hyggede og roste mit lille hjem i timevis.

Til sidst var jeg fuldstændig udmattet og lykkelig.
Mine veninder var de sidste der tog hjem. Inden de kørte stak min soldater veninde et brev i hånden på mig.
Jeg lagde det fra mig og glemte det for en stund mens jeg ryddet glas, stole og mad væk.

Så spiste jeg middag alene for første gang på min fødselsdag. Trippede lidt ved tanken, indtil jeg kiggede i køleskabet og så en doggybag af min livret. Min morfars frikadeller med hjemmedyrket kartoffelsalat, med en lille seddel fra Morfar.
Med helt ørt hoved satte jeg med min mad og et stykke kage. Satte en ligegyldig serie på, på netflix og spiste i stilhed.
Bagefter rejste jeg mig og fangede mit spejlbillede i gangen. Jeg følte den genkendte væmmelse ved synet af mig selv.

“Ikke underligt Garderen 2.0 er så tilbageholdende med dig – se dig lige… Han kan få meget bedre” tænkte jeg.
Tanken om at gå ud og kaste alt maden op igen, ramte mig øjeblikkeligt.
Pludselig følte jeg mig ikke fortjent til al den fejring jeg havde været udsat for. Følte at jeg skyldte mine forældre for alt det de havde gjort og betalt.

Alt hadet fyldte så meget i mig. Alt afskyen til mig selv. Uforståenheden for hvorfor nogen skulle synes jeg skulle være værdig til alt det her, som gjorde mig så glad, men virkede så besværligt for alle andre.
Og så så jeg brevet fra min veninde. En veninde der har set mig, når jeg var allermest modbydelig og uelskelig.

Side op og side ned havde hun skrevet. Hvor meget hun beundrede mig. Hvor flot hun synes jeg gør det.
Hvor glad hun kunne mærke jeg er blevet for Garderen 2.0, og han virker som en god fyr.

“Du er fantastisk,
Du er min bedste veninde
Du er mit mirakel og du er grunden til at jeg tror på eventyr
Tak fordi du er dig”

Flæbende kiggede jeg på papiret. Af flere grunde.
Fordi det er rart at nogen har taget sig tid til at skrive søde ord om én.
Men gråden var også sorgmodig, fordi jeg oprigtigt ikke har den følelse omkring mig selv.
Overhovedet.
Ikke et gran inden i mig, hvor jeg føler jeg fortjener så søde og rare ord.
Og det gør mig ked af det.
Fordi jeg ved hvor ked af det, det jeg ville blive, hvis én af mine veninder fortalte mig, at de havde det sådan med dem selv. Fordi jeg føler de fortjener hele verden og mere til.
Men alligevel kan jeg ikke finde den lille my inden i mig selv, der faktisk føler jeg har fortjent noget som helst af det her.

Så jeg rev den sidste side af brevet ud, og satte det fast på det forbandede spejl.
Forhåbentligt en dag, begynder jeg selv at tro på det.