Som så ofte før, begyndte intervallerne mellem vores korrespondancer at vokse.
Uroligheden voksede i maven, og den forbandede bedrevidende stemme i baghovedet gik fra en ignorerbar hvisken til en insisterede hvisslen.

Irritabelt trampede jeg i pedalerne på arbejde, vredt tastede jeg på tastaturet, rasende løftede jeg vægte indtil mine muskler gav efter.
Surt skulede jeg til den lille grønne prik på ved hans billede, der bevidnede om at han var til stede på internettet et eller andet sted, men alligevel ikke skrev.
Stædigt forsatte jeg den daglige trummerum, opsat på at se hvor længe der gik, før han brød det det i mit hoved var blevet en kold distance mellem os.

9 dage gik der. Endnu en gang stod jeg med knagende skuldre, der bevidnede om at jeg var ganske få løft fra at ramme mit max.
Rock spillelisten dundrede så højt i mine ører, at jeg ikke hørte andet end guitar og trommer der blandede sig med min hjerterytme.
Jeg lagde vægten fra mig med et smæld, da jeg bliver prikket på skulderen. Forskrækket vendte jeg mig om. Troede jeg var alene. Ellers havde jeg beholdt min trøje på.

“Ej, hov undskyld – hej!” smilede manden til mig.
Jeg havde set ham før, men aldrig så tæt på.
“TRÆNER” stod der på hans trøje.
“Må jeg lige påpege noget?” spurgte han venligt, så der viste sig to tydelige smilehuller i hans kinder.
Hvis ikke det var fordi jeg i forvejen led af let åndenød, ville hans smil i hvert fald have givet mig det.
“Selvfølgelig,” smilede jeg igen, en smule forfjamsket, mens jeg prøvede at redde resterne af make-up, der uden tvivl hang under mine øjne.
Mærkede noget bevæge sig i maven, da han rykkede tættere på mig.

“Når du presser op, så kan du sagtens nøjes med et mindre vip i hoften! Du er rigeligt stærk der. Husk at spænde op, så du ikke svajer for meget i ryggen,” han foreviste, så jeg uden skam kunne stirre intenst på hans skarpt skulpturerede krop. Mens han arbejde, mærkede jeg et sug gå gennem kroppen.
“Vil du prøve?” spurgte han.
Pinligt bevidst om hans falkeblik, fokuserede jeg på alle musklerne i min krop og efterlignede bevægelsen han havde lavet.
“FLOT! Virkelig godt!” roste han, rødmende smilede jeg, og bildte mig selv ind, at det ikke kunne ses under min i forvejen helt postkasse-røde ansigtskulør.
“Du siger bare til hvis du har brug for mere hjælp, ikk’?” smilede han, som afslutning og vendte tilbage til sine egne vægte.
I smug kiggede jeg efter ham gennem centeret resten af træningen. Dybt imponeret over hans evne til at løfte så tunge ting med sin krop.

Da jeg kom hjem, skrev jeg til Garderen 2.0, at det ikke fungerede. At jeg vildt godt kunne lide ham, og netop dette var problemet. At jeg ikke kunne ses mere, fordi jeg måtte passe på mig selv.
Han svarede aldrig.

Det kom bag på mig.
Naivt og en smule barnligt, havde jeg nok håbet, at han ville kæmpe en smule for det. I det mindste komme med en form for indvending. Som minimum kvitterede for beskeden.
Men end ikke et lille pib lød der fra ham – og det tog pibbet fra mig.
Jovist, havde han sagt at dette var alt han kunne byde mig for nu. Men var det virkelig for meget at forlange, at han i det mindste sagde farvel.
Nu står verden da ikke længere.

Jeg ved ikke hvem jeg er mest vred på – ham, for at ignorerer mig fuldstændig og spise mig af med stilhed, eller mig selv for, at tro at ham her var anerledes.
Jeg gik nogle dage og forventede han ville svare, når han havde tid. Intet skete.
Udover bitterheden i maven der voksede. Om aftenen tænkte jeg på ham i mørket, om hvorfor han ikke ville mig, hvorfor han ikke respekterede mig mere, hvordan han kunne få sig selv til at opfører sig på den måde.

Efter 3 måneder uden den mindste smule alkohol, var jeg inviteret til hygge med efterskole-slænget. Det var svært at sige nej til de uoriginale sjusser med billigt sprut og endnu billigere ting at blande op med.
Vi grinede højt, mens vi skruede op for musikken.
“Ville det være for barnligt at bolle BMA igen?” indskød jeg til min bedsteveninde.
“Nej!” svarede hun prompte.

Jeg sendte en slørede fuldemands snap i retning af BMA, bare for at fornemme stemningen.
Herefter husker jeg ikke meget. Udover pizza, dårlig komedie i fjernsynet og en kammerat der faldt i søvn med hovedet på min hofte, mens jeg aede hans hår.

Dagen efter gik med at drikke urimelige mængder kakaomælk, og forsøge ikke at stikke fremmede på gaden ned, fordi deres blotte tilstedeværelse irriterede mig mere end noget andet på denne klode.
Nærmest døende lå jeg brak på min fars sofa og halv-sov til en gammel serie, da et snap fra BMA tikkede ind.
Det hele kom tilbage – min brillante idé!

“Hvornår skal jeg komme forbi baby?” stod der.