Efter en date

Jeg holdt ikke mit løfte til mig selv – lad os slå det fast fra starten. Jeg er stadig utrolig ambivalent omkring den beslutning. Hvilket har medbragt en form for sammenbidt melankoli de seneste dage. Det har intet med ham at gøre.
Lad os tage det fra toppen. For jeg er efterhånden ved at miste grebet om situationen.

Helt frem til jeg faktisk så ham stå af s-toget, havde jeg en urolig følelse i maven. En lille mistro bagerst i hovedet hviskede onde tanker. “Det er garanteret BMA og ham der konspirerer”, “de holder dig for nar”, “de sidder sikker og griner sammen i Jylland lige nu”.
Alt dette, til trods for, at Garderen 2.0 lige havde spurgt om mit telefonnummer 4 timer forinden. Helt oldschool.

Pludselig stod han der. Høj, pæn og rar. Vi krammede, helt uden akavethed og spankulerede ned i supermarkedet efter snacks. Han virkede en smule nervøs, det gjorde jeg nok også.
Vi valgte i samhørighed godter til aftenens underholdning , og gik tilbage til lejligheden.
Stille og roligt brød vi isen, mens jeg stadig kunne mærke nervøsiteten ved, at skulle byde ham ind i mine gemakker.

Bød ham på noget at drikke, han ville nøjes med vand, selvom jeg nok havde håbet på øl. Det gør mig mere rolig.
Vi drak en flaske vand ved spisebordet i eftermiddagssolen. Snakken gled. Han var nem at tale med. Sød og sjov. Ikke klask på låret sjov, men han har humor, det kunne man mærke.
Hans empati og refleksivitet var dejligt kærkommen.
Timerne gik, vi bestilte mad. Besluttede os for at dele to pizzaer, da jeg sjældent kan bestemme mig for én.

Nogle timer senere, spurgte han om vi skulle se den film vi havde snakket om. Det syntes jeg bestemt og begyndte at rigge til. Pludselig kunne jeg høre ham rode i køkkenet. Jeg stak hovedet rundt om hjørnet og fandt ham halvt inde under min køkkenvask. Han drejede på hælene “har du opvaskesæbe herinde?” spurgte han. Jeg nikkede og forsikrede ham om, at han altså ikke behøvede at vaske op. Det ville han nu gerne.
Så smed han sig i sofaen, med en skålfuld popcorn og en slikpose. Jeg hoppede efter ham og satte mig i høflig afstand til ham.
Filmen vi skulle se, var selvfølgelig en uhyggelig en af slagsen, og efterhånden fik jeg skubbet mig godt ned i hynderne med ansigtet garderet af en pude. Diskret havde han fået listet armen over ryglænet og der gik ikke længe før jeg sad mageligt i hans armhule. Intet andet end det.
Efter lidt flere forskrækkelser landede hans hånd også på mit knæ. Der lå den meget fint syntes jeg, og kunne mærke hans tommefinger stryge mine jeans’ mørke stof.
Han duftede godt. En deal-breaker for mig. Så ganske tilfreds kunne jeg hvile hovedet mod hans skulder.

Vi satte endnu en film på. Denne gang uden de store strabadser, og der gik derfor ikke længe før han forsøgte sig med det første kys.
Det var slet ikke skidt. Ikke tæpperivende men godt. Længe lå vi på sofaen og kyssede, hvor jeg følte mig oven på situationen.

Indtil jeg pludselig ikke var det mere. Han rykkede sig oven på mig, og samlede mine hænder over hovedet i et bestemt greb. Ikke hårdt, ikke ubehageligt – en smule dominerende. Så kyssede han mig ned af halsen, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad i saksen. Jeg ville ikke overholde min aftale med mig selv, og det havde jeg det helt fint med.
Han løftede min trøje op, og kyssede længere ned af maven, hvor han til sidst slap mine hænder. Så rejste hans sig fra sofaen, løftede mig op og bar mig hen i sengen.

Min trøje dækkede stadig ikke min mave og knælende var jeg placeret på sengen. Hans ene hånd var om min nakke mens vi kyssede videre. Hans anden hånd fandt lynlåsen på mine bukser og lod hånden glide ned bagpå.
Jeg trak ham til mig, og ned i sengen.
Stykvis fik vi skrællet tøjet af hinanden.
Til min store overraskelse, havde han en stor tatovering på brystet. Han slog mig ikke som typen med store tatoveringer, men alligevel passede den godt til ham.
Som vi kom i gang med den vandrette mambo, gik det op for mig, at han ikke var den mest erfarne filejs.
Det gør mig ikke noget, som sådan. Men fra BMA var jeg vant til at, kunne indfinde mig i en magelig passiv position, hvor han havde styringen. Det eneste jeg egentligt skulle, var at lade ham gøre det og nyde det. Hvilket jeg gjorde.

Med Garderen 2.0 skulle jeg arbejde lidt mere for det. Mest af alt, for at komme ud af duracell-kanin tempoet, som bare ikke dur for mig.
Heldigvis pointerede han det selv efterfølgende. Altså, at det ikke var hans mest overbevisende omgang knepperi.
Det var jeg glad for.

Efterfølgende nussede han mig i håret til jeg faldt i søvn.

Dagen efter sov vi længe og hyggede med Friends på skødet. Midt på eftermiddagen smuttede han, og jeg gik i gang med, at fjerne alle beviser for han nogensinde havde været der.

Et problem af mine er, at når jeg først har fået en lillefinger, er jeg et bundløst opmærksomhedshungrende hul. Umættelig og krævende.
Jeg mærkede trangen med det samme. Og efter mange timer, uden en opfølgende SMS på vores samvær
Brød jeg grædende sammen på toilettet. Ikke over ham. Han var jo bare endnu en fyr. En fyr med potentiale, men stadig bare en gut.

Frustreret græd jeg ned i mine knæ og mærkede stoffet på weekendens jersey-stof blive vådt.
Frustreret over, at jeg ikke havde overholdt mit løfte til mig selv
Frustreret over, at jeg ikke kan passe bedre på mig selv, når jeg godt ved hvad jeg har brug for. Og det ikke bare er endnu et one nigth stand.
Frustreret over, at jeg skal være på den her måde.
Fuldstændig ligeglad med hvem der giver mig opmærksomhed. Bare jeg får den. Og hvis jeg ikke får den, så kræver jeg den indtil folk er ved at brække sig over mig. Og så hader jeg mig selv, for at have ødelagt noget godt.

20 minutter efter mit sammenbrud skrev han, at han gerne ville ses igen. Men han havde travlt og det var skidesvært. Jeg lod bolden ligge ved ham, sagde han bare kunne vende tilbage når han vidste noget.

Sådan har det været i snart en måned nu. Vi har set hinanden 2 gange. 2. gang blev han ikke og sov.
Lykken vare lige indtil endorfinerne er ude af min hjerne, og så kommer selvbebrejdelsen. Ulykken, sorgen og tvivlen. Mest på mig selv. Hvorfor jeg ikke er mere værd? Hvorfor de aldrig vil mere end det? Om det her er mit lod i livet? At vandre hvileløst fra fyr til fyr. To knald og en afvisning. Altid med håbet om, at det på et tidspunkt bliver til noget mere.

Måske skulle jeg bare købe en kat og få det overstået? Men så minder jeg mig selv om, at jeg er allergisk overfor katte og ikke engang dette er en mulighed.